Moskus uld

Forleden så jeg er tørklæde strikket i den meget lækre minkuld. Vi håber du får muligheden for at købe det på uldfestivalen. Den er fra Danmark, mens grønland leverer den skønne moskusuld. Flere stande har på årets Uldfestival moskusulden som en del af deres vareudbud. Birthe Melin fra Niviarsiaq.gl og Anita Høegh fra Qiviut.gl vil begge deltage med en stand. De har begge deres virke på Grønland til daglig, og begge vil holde foredrag under Uldfestivalen. Vi glæder os meget til at høre dem fortælle den spændende historie om ulden, se dens anvendelses muligheder og se de to pigers design med moskusuld. Jeg har strikket lidt i moskus uld, og den er virkeligt skøn at strikke med, så glæd jer alle til at få dette skønne garn mellem fingrene.

Qiviut er inuitternes ord for moskus oksen inderste uld. Denne uld isolerer 8 gange fårets uld og gør det dermed muligt for moskus oksen at overleve de kolde vintre på grønland. Hvert forår i en periode på to uger løsner underulden sig, hænger i store totter fra dyret, som herefter gnider ulden af sig. Mange indsamler denne uld, der med blæsten føres til grene og buskads, og spinder af den. Til mere industriel fremstilling af moskusuld bliver dyrene fanget i båse og ulden kæmmet af. En tredje måde at få ulden på, er at opkøbe skind fra slagterierne og derefter klippe dækhårene inden underulden kæmmes af. Ulden håndrenses bagefter for dækhår. Nogle producenter af moskusuld sender ulden til Hjelholt Uldspinderi i Danmark til videre forarbejdning andre spinder det færdigt på Grønland. Moskusulden kan fås i sine naturlige farver eller efterfølgende indfarves. Vores foredragsholdere vil fortælle meget mere om disse processer under Uldfestivalen

Det ældste islandske strik

Det er mange hundreder af år siden at de første får kom til Island og de har dermed opnået en unik beskyttelse mod vejr og vind som genfindes i det forarbejdede uld. Garnet bliver vind og vandafvisende, samtidigt med at det er smukt og holdbart. Mange siger, den stikker, ulden, men den bliver blødere ved brug. Ulden er meget let, dermed er belastningen af armene mindre under strikningen. Ulden plantefarves meget let.

Island har på grund af fårene, også en meget lang tradition for strik og forarbejdning af ulden til garn. Man mener i dag at strikning er introduceret på Island af handelsrejsende på skibe fra enten Holland, England eller Tyskland i 1500 eller 1600 tallet. Det ældste strik, fundet i 1981, menes at være fra 1600 tallet. Det er en luffe i glatstrik.

Det ældste skrevne om strik på Island er en beretning om, at en biskop fik sin jord- udlejning betalt i strik, sandsynligvis strømper. Denne beskrivelse er fra 1582 eller 1583. Den ældste beskrivelse af det færdigstrikkede er fra ca. 1760. Kvinder kunne strikke op til 4 trøjer hver uge, børn forventedes at levere et par luffer med to tommefingre hver uge i det 18. århundrede. På det tidspunkt var der fattigdom på Island og det strikkede gav lidt indkomst. Både mænd og kvinder strikkede.

Den første eksport fra Island

I starten af det 17. århundrede blev der eksporteret mange sokker og luffer ud af Island, og hundrede år senere også sweatere. Det ældste eksportdokument, der nævner strik er fra 1624: 72.00 sokker og 12.000 par luffer med to tommelfingre. Fra eksportdokument fra 1743 nævnes og trøjer.

Island bruger mange motiver i deres strik, motiver, der er inspireret af sagn og myter fra Den Nordiske Mytologi, som for eksempel Thors hammer, Sleipner, som var Odins hest eller "Den Islandske Rose" som symboliserer de 8 ben på Sleipner. Også religiøse motiver er at finde i mønstrene. De skal beskytte mod farerne på bl. a. havet

Islandske strikkepinde

Det ældst kendte om strikkepinde fra Island er fra 1615, hvor der beskrives at disse strikkepinde gav årsag til en persons død. Men ellers er det fra det 18. århundrede der findes både skriftligt materiale og bevarede strikkepinde. De første pinde var det, vi i dag kalder strømpepinde, med spids i begge ender. De kunne være lavet af både jern og kobber. Pindene blev opbevaret i smukt udskårne træ æsker. Hele trøjer blev strikke på strømpepinde, man tog blot flere i brug, for at dække en hel omkreds bul i en mandetrøje.

Ret og vrang

Det første strikkede var i ret, men fra 1760-1770 kom vrang masken til. Man strikkede som vi kender det i Danmark med en pind i hver hånd og tråden over venstre pegefinger. Den tyske måde at strikke på. Dog har man også brugt en østeuropæisk/asiatisk måde at lave vrang på: Garnet lægges foran strikkepindene og trækkes gennem masken bagfra. Det skulle give en hurtigere og mere jævn vrang strikning.

Omkring samme tid – i slutningen af 1700 tallet – begynder der også at dukke flerfarvet strik op, stadig dog kun i uldens naturlige farver. Måske er flerfarvestrik dog betydeligt ældre, måske fra 1600 tallet, som et fund fra 1988 antyder. I slutningen af 1800 tallet kommer der mere knald på farverne.

Mønster, der fremkommer ved at veksle mellem ret og vrang kendes fra slutningen af 1700 tallet. Omkring år 1900 kommer hulmønstre og snoninger til.

Uldspinderierne

Den første bearbejdning af ulden fandt sted i hjemmene. Man kartede og spandt ulden inden der blev strikket og vævet af den. Ordet Lopi betyder uld på den tid. Senere, da spinderierne kommer til betyder Lopi uld , der er maskinkæmmet og endnu ikke maskinspundet, det vi kalder pladegarn. Spindingen kunne herefter finde sted i hjemmet eller på små landsby spinderier. Fra midten af det 20. århundrede begynder strikkemaskiner at dukke op og håndstrikningen glider i baggrunden.

Bærestykket

En trøje med bærestykke blev i starten kaldt en grønlandsk trøje, da bærestykket mindede om de grønlandske perlebroderede bærestykker, der hører til den grønlandske dragt. I Norge udgives i 1932 et mønster på en trøje med navnet Eskimo, med bærestykke inspireret af den grønlandske dragt. senere, i 1955, udgives samme opskrift i Danmark i en ny farvesammensætning. En islandsk kvinde strikker efter denne opskrift. Senere breder denne form for bærestykke sig tilbage til Danmark fra Island. De kaldes nu islandske trøjer. Der udgives i 1950'erne opskrifter på islandske sweatere både i Danmark og i Sverige, alle med det kendte bærestykke.

Mange af de sweatere vi kender fra 1960'erne og 70'erne blev strikket på Færøerne og eksporteret til Danmark med et Islandsk firma, og blev derfor også kaldt for en islænder trøje.

Og sådan kom vi rundt om hele Norden

Kilder:
Islandsk strik
Gavstrik nr. 2 og 3
Ofeig-ko